Den 69-årige Kaj Ove Jørgensen, som forsvandt tirsdag eftermiddag, er overraskende fundet i live.

Det oplyser Fyns Politi fredag aften.

"En borger fandt ham tæt ved en mose for enden af Mindelundsvej i Seden ved Odense, hvor han sad fast i græsset i sin el-scooter. Her har han sandsynligvis siddet hjælpeløs siden tirsdag eftermiddag," siger Thomas Bendtsen, vagtchef ved Fyns Politi til TV 2.

Kaj Ove Jørgensen, som har fået begge ben amputeret over knæet, blev sidste gang set i sin el-scooter ved Banjos Grillbar i det centrale Odense, hvor han købte fire burgere.

Herefter forsvandt han sporløst, og en større eftersøgning blev derfor sat i værk.

Stærkt underafkølet
Den resulterede imidlertid ikke i et gennembrud i sagen, og politiet havde reelt indstillet eftersøgningen, da en borger klokken 21.09 fandt den forkomne og stærkt nedkølede mand klokken i et bevokset krat ved en lille mose.

Den 69-årige mand er nu indlagt til behandling på Akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital. Mandens pårørende er underrettet.

"Tilstanden er ikke kritisk, men heller ikke stabil. Han har det selvfølgelig ikke godt, fordi han har været stærkt underafkølet," siger Thomas Bendtsen.

Politiet mener, at Kaj Ove Jørgensen muligvis for vild, da han forsøgte at besøge familiemedlemmer i området.