Det var ikke kun de seneste dages vedvarende sol og høje temperaturer i Vestgrønland, der har udløst naturkatastrofen i Kangerlussuaq - bedre kendt herhjemme som Søndre Strømfjord.

Store magasiner af opsamlet smeltevand på, under eller inden i indlandsisen kan have forværret de voldsomme vandmasser.

Det vurderer klima- og polarforsker dr. Sebastian Mernild fra Los Alamos National Laboratory i New Mexico, USA, der har set på klimadataene:

"Det ser ud til, at de høje temperaturer ikke alene gennem de seneste dage kan producere de store mængder smeltevand, der er set ved Kangerlussuaq. Det er sandsynligvis en kombination af høje temperaturer med store magasiner af smeltevand, der er på, indeni eller under indlandsisen. Det er et fænomen, der i fagsprog kaldes Jøkelløb," forklarer Sebastian Mernild.

Til sidst kollapser magasinerne
Disse magasiner af smeltevand samles i juni og juli, indtil vandtrykket bliver så stort, at de kollapser, og vandet begynder at fosse ud. Det er svært at sætte tal på, hvor store disse magasiner af smeltevand er, men det er store mængder, forklarer forskeren.

Fænomenet er ikke ny i Grønland, lignende katastrofer er set tilbage i 1980'erne.

"Det var bare ikke så ekstremt voldsomt som det, vi nu har set. Når magasinerne af smeltevand kollapser, bliver det en tand mere voldsomt," siger Sebastian Mernild.

Den danske klima- og polarforsker vurderer, at naturfænomenet vil blive hyppigere og voldsommere, efterhånden som temperaturen stiger.

"Jo varmere det er, des hyppigere bliver de," siger Sebastian Mernild.

Rigtig dejligt varmt
Generelt er der usædvanlig varmt i øjeblikket i Grønland. I Narsarsuaq i det sydvestlige Grønland målte man i sidste uge 23,6 grader og i hovedstaden Nuuk 20,3 grader.

Ved en vejrstation på det højeste punkt på indlandsisen, Summit, i 3200 meters højde var der 2,2 plusgrader forleden.