Man skal ikke stole blindt på meteorologernes vejrudsigter. Og slet ikke på danske DMIs. I hvert fald ikke hvis man skal tro en svensk vejrtest.

Ifølge testen, som er bragt i den svenske avis Dagens Nyheter, klarer DMI sig dårligst blandt fem nordiske og et amerikansk vejrcenter.

Testen viste, at træfsikkerheden i gennemsnit lå på 46 procent. Svenske SMHI klarede sig bedst med en præcision på hele 56 procent, mens DMI placerede sig i bunden med 37 procent.

Bruger den samme model i alle lande
Den svenske måling får DMI til at tage til genmæle.

"Der er intet galt med vores målinger, de er lavet på samme model som de andre landes," forklarer Carsten Simonsen, chef for DMIs vejrtjeneste, til TV 2.

"Det der måske kan være tale om må være, at svenske journalister har sammenlignet de forskellige landes vejrsymboler, og hvordan bliver en dag som i dag, med mange skyer og meget sol så vurderet" spørger Carsten Simonsen.

DMI vil nu forsøge at rekvirere den svenske undersøgelse i detaljer for selv at se materialet igennem.

Prognoser bedst for Danmark og Grønland
Hvis der mod forventning skulle være tale om, at DMIs symboler kan være for upræcise, vil meteorologerne tage det med i det fortsatte arbejde med at forbedre vejrudsigterne.

"Vores prognoser er bedst for Danmark og Grønland, for det er inden for vores primære område, at vi forbedrer modellen løbende," siger Carsten Simonsen.

Dagens Nyheter udviklede et dataprogram, som gennem 40 dage sammenlignede morgendagens vejrudsigt for 19 svenske byer med det reelle vejr næste dag.