Frank Michelsen fra Nybøl ved Sønderborg har skudt hyæner i Afrika, været på bjørnejagt i Alaska, skudt vildsvin i Tyskland og Sverige, og nu har han så også fået ram på et vildsvin i en sønderjysk majsmark.

"Jeg havde observeret spor igennem tre ugers tid, så den havde taget fast ophold i området. Jeg fik påbud fra Skov- og Naturstyrelsen til at skyde den en halv time før solopgang og en halv time efter solnedgang," fortæller Frank Michelsen til tv2.dk.

Normalt er det ikke tilladt at skyde vildt efter solnedgang, men Frank Michelsen har fået særtilladelse, da vildsvin er ildeset i Danmark. Det skyldes især landbrugets frygt for svinepest, der kan ramme milliardeksporten af svin.

Den erfarne sønderjyske jæger ved ikke, hvor svinet stammer fra, men det er tilsyneladende en krydsning mellem et tamsvin og et vildsvin, da det ikke er helt sort. Altså et halvt vildsvin og et halvt tamsvin.

"Det kan være gået over grænsen fra Tyskland, hvor de lever frit, eller det kan være stukket af fra et ulovligt opdræt," siger han.

Svinet vejer omkring 80 kilo, er en orne og har omkring ti centimeter lange tænder. Det holdt til nær en majsmark og en kartoffelmark, men nu er det skudt, og det kommer forhåbentlig Frank Michelsens jagtklub til gode.

"Vi må vente og se, om veterinærmyndighederne giver os lov. De har taget en prøve, og hvis de siger god for det, skal den spises engang i slutning af august," siger han til tv2.dk.

Næste dyr på Frank Michelsens ønskeliste er noget så dansk som en kronhjort, som han endnu har til gode at skyde.