Mennesker med Downs Syndrom - det man tidligere kaldte mongolisme - kan om få år blive nærmest ikke-eksisterende. De bliver nemlig valgt fra allerede i fosterstadiet.

Forrige år fik 156 gravide kvinder konstateret, at fosteret havde Downs, og de valgte alle en abort.

Sidste år fik 144 kvinder den samme besked, og af dem valgte 138 en abort.

Og det er måske ikke så underligt, for flere oplever, at landets hospitaler anbefaler de gravide at få en abort, selvom det er klart i strid med loven.

Du har også et andet valg
En anbefaling der af mange opleves som et pres. Også for Pia Larsen, der for fire år siden fik at vide, at hun var gravid med et barn med Downs Syndrom.

"Man mangler faktisk at få at vide, hov, du kan faktisk også vælge at beholde dit barn," fortæller Pia Larsen til TV 2 Nyhederne.

Landsforeningen for Downs Syndrom hører det samme igen og igen fra kvinder i lignende situationer.

"De føler, at der ligger et pres på dem fra offentlighedens side for ligesom at få afbrudt graviditeten," siger Grete Falt-Hansen, næstformand i foreningen, til TV 2 Nyhederne.

Personalet ved ikke nok
Sundhedspersonalet er ikke klædt ordentligt på til at vejlede forældrene.

"Hvis forældrene spørger mig personligt og en af mine kolleger om lige præcis, hvad betyder det at have et barn med Downs Syndrom. Hvad betyder det, når det bliver teenager. Hvad betyder det, når han bliver voksen. Så er jeg ikke den helt rigtige person til at svare på det," indrømmer Niels Uldbjerg, professor i gynækologi på Aarhus Universitetshospital, til TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil vide mere om, hvordan hverdagen med et barn med Downs Syndrom er, så kan du finde et link til hjemmesiden Downsliv.dk i linkboksen til højre.