Nordkoreas førstedame, Ri Sol-ju, er en tidligere sanger, der fangede sin mand, Kim Jong-uns opmærksomhed under en koncert.

Sådan lyder historien i hvert fald i sydkoreanske medier, efter at det onsdag blev bekræftet, at den "mystiske" kvinde, der flere gange er blevet set ved den nordkoreanske leders side, er hans kone.

At en nordkoreansk leder står frem med sin hustru, er noget nyt i det lukkede land. Hverken Kim Jong-uns far, Kim Jong-il, eller hans farfar, Kim Il-sung, er nogensinde blevet fotograferet sammen med deres fruer.

Vil fremstå mere voksen
De nye toner skal få Kim Jong-un til at fremstå som en voksen mand, vurderer nordkoreaekspert Chang Yong-suk fra Seoul National University.

"Hvis han gik rundt alene, ville folk se på ham som en ung knægt. Men med sin kone ved sin side kan han vise, at han er voksen og familiens overhoved," siger Chang til AFP.

Sydkoreanske medier skriver, at den smilende, korthårede Ri Sol-ju sandsynligvis er i tyverne. Ifølge nyhedsbureauet Yonhap kunne hun opleves som sangerinde på en video, der blev udgivet i Nordkorea sidste februar.

Optrådte til nytårsfest
Avisen Chosun Ilbo skriver, at Ri var aktiv i et Nordkoreansk orkester indtil sidste år, og at hun optrådte for Kim Jong-un og hans far nytårsaften 2010.

Det skulle være her, at lederen fik øje på sin kommende hustru, skriver avisen, som bakkes op af andre sydkoreanske medier.

I USA ønsker man Kim Jong-un tillykke med brylluppet:

"Men vi bekymrer os først og fremmet om det nordkoreanske folk," siger talsmand i det amerikanske udenrigsministerium Victoria Nuland, der i spøg tilføjer, at USA ikke var blevet inviteret med til festen.

Kim Jong-un, der menes at være i slutningen af 20'erne, overtog magten i Nordkorea efter sin fars, "den kære leder" Kim Jong-ils, død i december.