Den 38-årige kvinde og hendes seksårige datter, som i går blev fundet skudt og dræbt i Otterup på Fyn, er begge blevet dræbt med ét skud fra en salonriffel - og begge er blevet skudt i hovedet.

Det oplyser politiet efter obduktionen af tre døde personer, som blev fundet i et parcelhus på Bakkevej i Otterup i går.

Obduktionen viste samtidig, at den tredje person, en 38-årige mand, har skudt sig selv, også i hovedet.

Politiets teori er, at manden har skudt sin tidligere samleverske og dennes datter, fordi parret ikke længere skulle være sammen.

"Meget tyder på, at motivet var, at de var ved at gå fra hinanden," sagde vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi tidligere på dagen til TV 2.

"Vi ved, at det er en familie, der var ved at gå fra hinanden - vi ved at huset stod tomt. Der var nogle enkelte ting tilbage, som de havde aftalt, at de skulle afhente i går."

Det var en nabo, som fandt de tre døde personer i et værelse i huset i går eftermiddags.