En perfekt lejlighed, der er centralt placeret og med en lav husleje. Sådan lyder opskriften på den perfekte studiebolig for mange boligsøgende.

Men drømmen kan være svær at indfri, fordi efterspørgslen er større end udbuddet, og en ny studiestart skaber på ny akut boligmangel blandt studerende i blandt andet København og Aarhus.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter forsøger derfor i en ny boligguide at give gode råd til unge, der leder efter en god ungdoms- eller studiebolig.

Her lyder det overordnede råd, at de unge skal være fleksible og bevare roen:

"Din første studiebolig bliver næsten helt sikkert ikke bliver din sidste. Du skal nok være indstillet på at flytte nogle gange i løbet af studiet. Så selv om det første sted, du havner, ikke lever op til dine hedeste drømme, behøver du ikke fortvivle. Når du først har fået tag over hovedet, har du fået foden indenfor, og så dukker der måske nye muligheder op."

Derudover opridser ministeriet de forskellige måder, hvorpå de unge boligsøgende kan få fat på en passende studiebolig.

Nedenfor følger de vigtigste anvisninger:

Ungdomsboliger
På hjemmesiden ungdomsboliger.dk kan boligsøgende finde en oversigt over ungdomsboliger over hele landet, og kan skrive sig på venteliste online. Her kan de boligsøgende også skrive sig op til en ungdomsbolig.

Det er imidlertid ikke alle ungdomsboliger, der er registreret på ungdomsboliger.dk. Boligselskabernes Landsforening har på bl.dk en oversigt over alle almene boligorganisationer, og ved hjælp af dem kan boligsøgende finde frem til alle de almene ungdomsboliger.

Kollegier
I hovedstadsområdet kan Kollegiernes Kontor i Københavns hjemmeside være et godt supplement til ungdomsboliger.dk. Her kan man finde en oversigt over samtlige kollegier i landet.

Almene familie­ og ungdomsboliger
På Boligselskabernes Landsforenings hjemmeside kan boligsøgende få et overblik over almene familie­ og ungdomsboliger samt bestille og downloade en lang række pjecer vedrørende regler for udlejning, bytteregler, boligstøtte mv.

I Københavnsområdet, er Unges BoligService.dk / CIU.dk eller Kollegiernes Kontor i København et godt supplement til ungdomsboliger.dk.

Boligsøgende kan også henvende sig til kommunen i den ønskede studieby for at få oplyst mulighederne for at få en ungdomsbolig.

Private lejeboliger
Boligsøgende kan også forsøge sig med private boliger hos en privatperson, et selskab, en pensionskasse eller en kommune. De bliver som regel administreret af professionelle administratorer eller advokater, men der findes ikke rigtigt nogen central anvisning til private lejligheder eller værelser.

Selvom det kan forekomme håbløst, så betaler det sig tilsyneladende at være opsøgende, og det er sket utallige gange, at vedholdende kontakt pr. telefon og brev til administratorer og advokater har givet pote, lyder meldingen fra ministeriet. Så tab ikke modet, men bliv ved med at søge.

Klubværelser
Klubværelser, som er enkeltværelser, hvor lejeren ikke kommer til at bo sammen med udlejeren, ligger tit sammen i klynger eller i ombyggede loftsrum og kan derfor minde lidt om et bofællesskab, hvor hver beboer har sit eget værelse. Ungdomsinformationen i Københavns Kommune formidler værelser hos private udlejere i hovedstadsområdet.

Bofællesskaber
Denne boligform er en god metode til at få råd til en stor bolig og samtidig bevare sociale og økonomiske fordele. Det er kun dén eller de, der står på lejekontrakten, der har rettigheder og pligter over for udlejeren. Det betyder, at hvis den, der står på lejekontrakten flytter fra lejligheden, ja, så skal de andre beboere i teorien også flytte.

Andelsboliger
Private andelsboliger sælges ikke fra et centralt sted. Boligsøgende er derfor nødt til at kigge i avisernes annoncer for salg af andelsboliger. Boligsøgende kan også henvende sig til den eller de andelsboligforeninger, som vækker interesse, for at høre om mulighederne. Hvordan ventelisterne fungerer, varierer fra forening til forening.

Ejerboliger
Rige studerende eller unge med velhavende forældre, der vil investere i en lejlighed, har ekstra mulighed ved at købe en ejerbolig.

Ejerlejligheder handles ikke et centralt sted. Tjek derfor avisernes annoncer, på internettet eller hos ejendomsmæglere.

Der er imidlertid flere faldgrubber. Den boligsøgende skal eksempelvis selv dække udgifter i lejligheden - og sammen med de andre ejere betale for ejendommens vedligeholdelse og drift. Nogle glemmer endvidere, at ejendommen kan falde i værdi og dermed medføre et tab.

Andre glemmer også, at en eventuel gevinst skal beskattes. For at undgå beskatning skal forældrene selv flytte ind i lejligheden i en periode og reelt bo der.