En familie fra Næstved anklager det lokale sygehus for svigt, da deres 73-årige far, Bent Andersen, for en uge siden blev akut indlagt, efter han var faldet i hjemmet.

Familien bragte ham på sygehuset, og her lå han de næste timer, indtil han døde. Ifølge familien skete det, uden han var blevet tilset af en læge.

"Desværre har jeg mistet min far mindst ti år for tidligt. Der var ikke nogen læger til at tage sig af ham, der var ikke nogen hjælp," siger Bent Andersens søn, Kim Andersen.

Klagede over smerter
På sygehuset klagede Bent Andersen over mavesmerte og døsede også meget hen. En sygeplejerske kiggede til ham, og både Kim Andersen og hans hustru spurgte gentagne gange efter en læge. Der kom bare ingen.

Først efter klokken 22, hvor Bent Andersen fik et voldsomt krampeanfald, blev han tilset af en læge, der kunne konstatere, at en udposning på hovedpulsåren var sprunget, og at Bent Andersen forblødte. Det førte siden til hans død.

Skal til møde på sygehuset
Lægefaglig vicedirektør Vagn Bach ønsker ikke at udtale sig til kamera men siger:

"Vi kan som udgangspunkt ikke kommentere på enkeltsager, men jeg kan dog oplyse, at de pårørende i det konkrete tilfælde er inviteret til en samtale med den pågældende afdelingsledelse på torsdag, hvor forløbet vil blive gennemgået og de pårørende har mulighed for at stille spørgsmål."

Kim Andersen må nu forlige sig med at hans far er død.

"Jeg ved ikke, om man kunne have hjulpet ham, jeg er ikke læge. Men jeg ved, at der ikke engang blev gjort et forsøg på det," siger han.