Formanden for 3F i Vejle, Martin Jen­sen, har i morges modtaget et trussels­brev, der advarer om at fagforbundets kontor i Vejle vil blive ødelagt med sten og brandbomber. Det samme kan risikere at ske på formandens private bopæl, lyder advarslen i brevet.

Underskriver af brevet er "Foreningen for et frit Danmark og imod diktatur og mafia".

En rystet Martin Jensen sagde tidli­gere i dag til TV 2, at han ikke ville kommentere brevet på tv og dermed risikere at "puste til ilden".

"I går tog han selvfølgelig afstand fra de ting, der har været. I dag er det en meget fåmælt formand for 3F i Vejle," rapporterer TV 2s reporter, Catrine Reinert.

Lederen af lokalpolitiet i Vejle oplyser til TV 2, at man følger situationen omkring 3F meget nøje.

Ledelsen af 3F sidder i møde med politiet netop nu. De taler dels om truslerne og dels om en anmeldt demonstration lørdag mod Restaurant Vejlegården.

I trusselsbrevet står bl.a. om lørdagens demonstration:

"Hvis demonstrationen på lørdag bliver gennemført og der stadig står blokadevagter foran Vejlegården, sker følgende:

Ødelæggelse af kontoret i Vejle, sten, brandbomber m.m. Det samme sker hos formanden Martin Jensen på hans private bopæl..."

Dernæst er der endnu en trussel mod 3Fs forbundsformand Poul Erik Skov Christensen, som ifølge brevet vil "få en tur".

Længere nede i brevet står en trussel mod blokadevagterne, der "også får en tur", hvis de står foran Vejlegården. Vi har foto af de fleste, truer brevskriverne.

Opdateres...