En gåtur langs togskinnerne vest for Albertslund ved København har kostet en 26-årig mand livet.

"Ulykken sker omkring 800 meter vest for Albertslund Station, hvor han bliver ramt bagfra af et S-tog," fortæller vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Jens Møller.

Den 26-årige var tidligt lørdag morgen på vej hjem med S-toget.

Han skulle af på Glostrup Station, men kom til at køre for langt.

"Det ved vi, fordi familien har oplyst, at han skrev det på sin Facebook-profil," siger vagtchefen.

"Han har så tilsyneladende valgt at gå tilbage langs skinnerne, hvor han er blevet ramt at toget," fortsætter han.

Ulykken skete klokken 04.40, og den unge mand blev i hast bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor lægerne kæmpede for at redde hans liv.

Men i løbet af dagen måtte de opgive, og lørdag eftermiddag blev han erklæret klinisk død.