En kun 11-årig dreng er i dag omkommet, efter han faldt ned fra en bom og slog hovedet, da han var på fodboldlejr i Søndersø. Det oplyser Fyns Politi.

Tre-fire unge fra fodboldlejren legede på en fem meter lang vejbom, fremstillet i galvaniseret jern. Hængslerne på bommen kunne ikke bære vægten af de unge, hvilket fik bommen til at knække ved standeren.

Den 11-årige dreng, der sad på bommen, fik hovedet i klemme under bommen og fik så alvorlige skader, at han klokken 16.55 blev erklæret for død.

Pårørende til den afdøde dreng, der kommer fra Sjælland, er underrettet.

Fodboldlejren fortsætter efter ulykke
Ulykke skete ved Søndersøskolen, hvor nogle af de unge fra lejren overnatter.

I relation til skolen ligger en klub, og det er ved adgangsvejen til denne, at bommen er placeret.

Fodboldlejren er arrangeret af Søndersø Boldklub, og der deltager cirka 1.200 unge i alderen 8-17 år.

Ledelsen for arrangementet har besluttet at fortsætte fodboldlejren og der er iværksat psykologiske støttetiltag, oplyser politiet.