Kammeraterne til den 11-årige dreng, som i eftermiddag omkom - efter at have fået hovedet i klemme under en bom, taler med en psykolog her til aften.

Det oplyser Jørgen Ruby Povlsen, som er formand for Søndersø Boldklub.

Klubben er arrangør af fodboldlejren, som den 11-årige deltog i, da ulykken skete - nær Søndersøskolen, hvor drengen var indlogeret.

"De børn, som har boet derovre og har spillet på hold sammen med afdøde, er p.t. ved at få krisehjælp - de er kaldt sammen og er ved at få krisehjælp, psykologhjælp," siger Jørgen Ruby Povlsen til TV 2 News.

Så meget voldsomt ud
Tre-fire børn legede tidligere på dagen på en bom, hvilket fik bommen til at knække under deres vægt.

Herved fik den 11-årige dreng, der sad på bommen, hovedet i klemme under bommen.

"De reagerede meget, meget voldsomt, for det så jo meget, meget voldsomt ud - og der bliver jo lynhurtigt rekvireret ambulance," siger Jørgen Ruby Povlsen.

Han fik så alvorlige skader, at han kort tid efter blev erklæret for død.

"Han bliver kørt på sygehuset, og så får vi en melding en times tid efter, at han er afgået ved døden."

Et minuts stilhed
I aften vil hele lejren mindes den 11-årige dreng.

"Vi har besluttet, at vi spiller kampene videre nu, med den forsinkelse, der har været - og klokken 22 mødes vi alle sammen på bane ét og holder et minuts stilhed og ærer den afdøde."

Pårørende til den afdøde dreng, der kommer fra Sjælland, er underrettet.

Der er cirka 1.200 deltagere i alderen 8-17 år på fodboldlejren.