Politiet har evakueret biografen Kosmorama 1-2 i Haderslev og afspærret området omkring den - efter en bombetrussel mod biografen, som viser den seneste Batman-film.
Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Claus Skovgaard, til tv2.dk.
"Vi fik en anmeldelse klokken 20.50, hvor en person ringer til servicecentret og oplyser, at der er en bombe i Haderslev Biograf," siger han.
Forestillingen i Kosmorama 1+2 på Torvet 3 havde været i gang i 20 minutter, da politiet modtog bombetruslen.
"Vi har evakueret biografen og har tilkaldt bomberyddere og bombehunde."
Biografen er spærret af.
"Vi håber bomberydderne fra Skive er fremme klokken 23."


