En dramatisk bryllupsfest på Lolland endte i fredags med, at bruden gennembankede sin nye svigermor så grundigt, at svigermor måtte en tur på skadestuen.

Det skriver Lolland-Falster Folketidende.

Bryllupsfesten fandt sted i forsamlingshus syd for Maribo på Lolland, oplyser politiet.

Balladen startede, da den 23-årige brud kom op at slås med sin brudgom. Den 57-årige svigermor lagde sig imellem for at beskytte sin søn - og så var det hende det gik ud over.

Bruden gav sin svigermor seks til syv knytnæveslag i ansigtet og slog hende - efter politiets oplysninger - også i ansigtet med en mobiltelefon.

Den 57-årige svigermor fik skader på næseryggen og et kindben, en forstuvet tommeltot og knust sine briller og måtte på skadestuen.