Venstres partiformand og daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har tirsdag aften skrevet en status på sin Facebook-profil i anledning af Pia Kjærsgaards afgang som formand for DF.

Lars Løkke hylder Pia Kjærsgaard, som en af de største danske politikere i nyere tid.

"Pia Kjærsgaard stopper som partiformand. Hun er en af de helt store politikere i nyere dansk politik. Selvom hun heldigvis genopstiller til Folketinget, træder hun nu tilbage fra den tillidspost, hvorfra hun har sat store politiske aftryk og gjort Dansk Folkeparti til et seriøst, robust og succesfuldt parti," skriver Lars Løkke.

Byder efterfølger velkommen
Han peger på værdier som tillid og troværdighed, når han skal karakterisere samarbejdet med Kjærsgaard. Men nu hvor hendes æra som formand er overstået, byder Lars Løkke efterfølgeren velkommen. En efterfølger som med al sandsynlighed kommer til at hedde Kristian Thulesen Dahl

"I mit virke som minister og statsminister er der to ord, som karakteriserer mit tætte sam arbejde med Pia gennem mange år: Tillid og troværdighed! (...) Hun har modet til at træffe svære og nødvendige beslutninger, selvom det ikke altid er populært i situationen. Det bliver tungt at løfte arven efter hende. Jeg byder hendes efterfølger velkommen," skriver han og slutter af med følgende:

"Ikke alle spåede Dansk Folkeparti lang levetid, da Pia Kjærsgaard i sin tid brød med Fremskridtspartiet og stiftede partiet. Men på grund af Pia integritet, ukuelighed og utrættelige indsats er DF nu i den grad et fast og uomgængeligt element i dansk politik. Hun har leveret et flot og imponerende formandskab!"