Den hollandske højrepolitiker Geert Wilders har masser af roser til Pia Kjærsgaard, som har annonceret sit farvel til formandsposten i Dansk Folkeparti.

"Pia er Danmarks svar på Margaret Thatcher," siger Geert Wilders i en skriftlig kommentar til tv2.dk.

"Jeg har mødt Pia Kjærsgaard ved flere lejligheder og er imponeret over hendes personlighed og den måde, hvorpå hun har gjort Dansk Folkeparti til en indflydelsesrig politisk faktor."

"Under Pias lederskab og gennem hendes indflydelse på dansk politik er Danmark blevet et stolt og selvsikkert land, som har kæmpet for vestlige frihedsidealer og modsat sig islamisering og diktater fra Bruxelles," tilføjer Geert Wilders.

Pia Kjærsgaard var med til at stifte Dansk Folkeparti og har været partiets ubestridte leder og samlingspunkt gennem 17 år. Hun trækker sig til september fra formandsposten i en alder af 65 år.

Kronprinsen Kristian Thulesen Dahl ventes at overtage posten som partiformand i stedet.