I 1988, da OL blev afholdt i Seoul i Sydkorea, fik Kina fem guldmedaljer. I år har Kina indtil videre hjemtaget 36 medaljer af den ædleste karat, og er dermed den mest vindende nation i London.

Den store fremgang for kinesisk idræt skyldes ikke, at befolkningen på 1,3 mia. mennesker pludselig er blevet tossede med sport. Men som så meget andet fra landet i midten, er der tale om en yderst bevidst satsning med udspring i toppen af magtstrukturen.

En satsning, der kræver benhård træning af tusindvis af børn hvert år. Og efterlader størstedelen af dem uden uddannelse, og dermed mulighed for at klare sig selv som voksne.

Kinas sportstræningsprogram kom til verden i slutningen af 80'erne. Og blev kendt uden for Kina i 1988, da det kom frem at landet det år investerede 260 mio. dollars (ca. 2,5 mia. kr. i 1988) i sine elitesportsudøvere.

Sovjetisk forbillede
Forbilledet for den kinesiske satsning var Sovjetunionen og DDR, som på det tidspunkt dominerede mange OL-discipliner. Og lige som forbillederne er det kinesiske system berygtet for sine hårde metoder over for børn ned til 7-8 år.

I praksis blev flere end 3.000 sportsskoler opført over hele landet sammen med 150 elite træningscentre.

Udvælgelsen begynder på de alm. skoler, hvor spejdere fra sportsskolerne møder op, og tester talentfulde elever i alderen 8-12 år. De mest lovende indstilles til videre test på en sportsskole.

Testet af læger
På sportsskolen bliver eleverne testet af læger. Reaktionsevne, skeletstyrke, muskelpotentiale og motorik er blot nogle af de faktorer, der tages i betragtning.

Røntgenbilleder og scanninger afslører om børnene kan forvntes at blive høje. Børnenes samlede fysiske udtryk bestemmer hvilken sportsgren de tilbydes.

Børn med lange arme kan for eksempel udtages til svømning, mens børn med korte arme og stærke knogler er kandidater til at blive vægtløftere. Og meget smidige børn med god motorik er potentielle gymnaster. Udvælgelsen tager kun i beskedent omfang højde for, hvad børnene selv interesserer sig for.

Du skal være vægtløfter
"Jeg havde aldrig hørt om vægtløftning, før jeg blev udtaget til sportsskole med udgangspunkt i min kropsbygning," har den 15-årige Chen Yun fortalt til Time Magazine. Hun går på sportsskolen i byen Weifang.

Da hun bliver spurgt om, hvad hendes favoritsport er, svarer hun: "Vægtløftning." Undervejs i interviewet fortæller hun om, hvordan hun som barn godt kunne lide at løbe i bjergene. Her bliver hun afbrudt af skolens rektor, der er til stede under hele interviewet. Og straks svarer hun, at nu kan hun bedre lide vægtløftning.

Hvis børnene vurderes til at have potentiale, optages de på en sportsskole. Det betyder som regel, at de må flytte fra deres familie og bo på skolen.

Isoleres fra familien
Her bliver de trænet intensivt hver dag, mens deres øvrige skolegang begrænses til det mest basale.

Næste skridt er elitecentrene, hvor eleverne typisk fortsætter, hvis de stadig er blandt de mest talentfulde, når de kommer i teenagealderen.

Her bliver isolationen fra familien total. Således fortæller den olympiske guldvinder i udspring, Fung Mixia, at hun græd sig i søvn de første måneder:

"Jeg måtte kun se mine forældre en gang om året. Selv når de kom for at se mig til stævner, måtte jeg ikke tale med dem."

Privilegier til de ypperste
Hvis sportseleverne er blandt de ypperste inden for deres felt, udtages de til internationale stævner og får også privilegier. De udstyres typisk med luksuriøse boliger og døgnadgang til at få serveret mad.

Hvis man kun ser på medaljestatistikker, har systemet været meget succesfuldt for Kina. Men efter 25 år er de menneskelige omkostninger begyndt at vise sig.

Af de omkring 400.000 elever, der hvert år optages på sportsskolerne, er det kun en ud af 900, som kommer så langt, så de kommer til eksempelvis OL. De øvrige elever har trænet hårdt, men kun fået basal skolegang.

Fabriksarbejdere
Derfor er det heller ikke længere usædvanligt at møde tidligere kinesiske elitesportsudøvere, der ernærer sig som fabriksarbejdere eller vagtfolk i stormagasiner.

Netop de manglende fremtidsperspektiver og afsondringen fra familien får i stigende grad kinesiske forældre til at takke nej til tilbuddet om at få deres børn på sportsskole.

I stedet har man i de senere år set mange kinesiske universiteter indføre elitesportshold efter amerikansk forbillede. Endnu er universitetsholdene dog langt bagefter sportsskolerne, når de mødes i konkurrencer.

Fra centralt kinesisk hold er der stadig fuld opbakning til modellen, hvor man udvælger børn som atleter. Og styret soler sig i de mange medaljer ved ceremonier, hvor atleterne mødes med lederne. Også i London, hvor Kina er ganske tæt på ikke bare at vinde flest guldmedaljer, men at vinde flest medaljer overhovedet.