Efter knap et år erkender statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for første gang, at hun og regeringen er kommet dårligt fra start, og at hun selv har en stor del af ansvaret, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

"Jeg tager det meget alvorligt, at det ikke er lykkes for os at få flere med på det, som vi gerne vil, og de resultater, som vi har skabt. Det vil jeg selvfølgelig gerne prøve at ændre på i den tid, der kommer," siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun erkender, at mange ting er gået galt i regeringens første år. Især tre problemer peger hun på.

For det første lod hun diskussionen om regeringens løftebrud bide sig fast.

"Det står stadig som noget af det, jeg ville have lavet om - ville have gjort anderledes," siger hun til Jyllands-Posten.

For det andet fik hun ikke forklaret sig godt nok, da regeringen lancerede langsigtede reformer med fokus på at øge arbejdsudbuddet og bad danskerne om at arbejde mere.

"Det må jeg også tage på mig, at det fik vi simpelthen ikke fortalt ordentligt om," siger hun.

For det tredje fik regeringen søsat så mange reformer, at vælgerne slet ikke kunne følge med.

"Der er ingen tvivl om, at vi har gjort for meget. For vi har gjort så meget, at det var vanskeligt at finde ordentlig tid til at fortælle om, hvorfor vi gjorde tingene, og hvilke problemer vi ville løse," siger Thorning.

Imponerer ikke EL
Statsministerens bodsgang imponerer dog ikke Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

"I stedet for at hun snakker om bedre kommunikation, ville jeg foretrække, at regeringen erkendte, at hele den konstante jagt på øget arbejdsudbud er en forkert strategi i en tid, hvor vi mangler arbejdskraft," siger hun til Jyllands-Posten.