Grannåle, brændenælder og rosenblade. Alt sammen noget vi finder i den danske natur, og som udgør fundamentet for den mad, som den danske Michelin-restaurant Noma serverer.

To af de kokke, der har været med til at udvikle den nordiske gourmetmad, arbejder lige nu i uvante omgivelser på Herlev Hospital. Her udvikler de et nyt menukort med nordiske råvarer, der dagligt skal serveres til hospitalets knap 1000 patienter.

Tanken er, at gourmetmad sagtens kan høre hjemme på et sygehus, fordi det handler om patienternes livskvalitet.

"Her skal vi bare have løftet Herlevs bundniveau op til, til at inspirere dem til at lave tingene fra bunden. Vi skal til at lave mormormad. Vi skal lave god nordisk mad her på stedet, bruge nogle nordiske råvarer, korn, bær, når de er i sæson," siger kokken Torsten Vildgaard til TV 2.

Farvel til Noma
Både Torsten Vildgaard og Søren Westh har netop sagt farvel til restaurant NOMA. Fokus ligger nu på arbejdet som konsulenter i Herlev.

Er det ikke utopi at tro, at I kan lave hverdagsmad med gourmettwist til 1000 patienter om dagen?

"Nej, det er det bestemt ikke. Det er ganske små ting, vi går ind og justerer," siger Torsten Vildgaard.

Nykogte æg og dampede kartofler med skræl er det, der kan gøre en lille forskel, især for patienternes livskvalitet.

"Vi vil gerne, når man er indlagt på hospitalet, give rigtig god mad, og vi tænker også, at vi måske kan være med til at give det nordiske mad et løft, når man kommer fra hospitalet. Så man tænker, "den mad vi har fået her, den kunne vi også godt tænke os at spise derhjemme"," siger køkkenchef på Herlev Hospital, Michael Allerup.

Ifølge køkkenchefen bliver det ikke dyrere at lave bedre mad:

"Vi arbejder mere sæsonbetonet, end vi har gjort, så vi bruger råvarerne, når de er bedst og billigst," lyder det fra Michael Allerup.