Intet tyder på, at danskernes sundhed bliver bedre som følge af fedtafgiften, der blev indført i oktober sidste år. Vi køber nemlig lige så meget fedtholdig mad som tidligere, blot i dårligere kvaliteter. Det viser nye tal fra analysefirmaet Nielsen.

Forbruget af de fødevarer, hvor fedtafgiften er højest, er blot gået ned med 0,4 pct. Det skriver Dansk Handelsblad.

Den udvikling kan Per Thau, der er indkøbsdirektør i SuperGros, som står bag Superbest-kæden, godt genkende.

"I mine øjne er strategien bag fedtafgiften på basisvarer forkert, for fedtafgiften fremmer ikke folkesundheden. Folk køber bare billigere varianter og dårligere kvalitet," siger han.

Også mejeriet Arla kan genkende udviklingen.

"Danskerne køber billigere oste, men det ændrer ikke på fedtprocenten," siger marketingdirektør Jakob Knudsen.