Indsatsen for at finde job øges nu efter dagens krisemøde i Beskæftigelsesministeriet.

Deltagerne var repræsentanter for blandt andre a­kassernes organisation AK­Samvirke, LO, Dansk Arbejdsgiverforening og Kommunernes Landsforening, som står for jobcentrene.

De afslørede ikke nye idéer, men vil nu undersøge, om allerede kendte redskaber kan bruges mere effektivt.

Fokus på jobrotation
Det kan være jobrotation, hvor nogle kan træde ud af arbejdsmarkedet for at efteruddanne sig, mens en ledig får mulighed for at komme ind på en arbejdsplads.

Derudover skal alle langtidsledige, som risikerer at falde ud af dagpengesystemet, have en personlig samtale i a-kassen og på jobcentrene, så der kan lægges en ordentlig handlingsplan for den enkelte.

Men det vækker ikke optimisme hos de langtidsledige.

"Nu skal jeg åbenbart hives ind til en personlig samtale. Jeg har jo været der til mange samtaler. Jeg er aldrig nogensinde blevet tilbudt et job på jobcentret. Det har jeg aldrig oplevet," siger Morten Lander Andersen, som er en af dem, der mister sine dagpenge til januar.

Selvtilliden forsvinder
For tre år siden blev han færdiguddannet Cand.mag. i historie og religion. To års jobjagt er foreløbig endt uden resultat og det har tæret på selvtilliden:

"Man laver hele tiden strategien om, og når der ikke er noget, der virker, så kan man godt få den følelse, at der er noget grundlæggende galt med én. Der har været nogle rigtig kraftige perioder, hvor jeg har mistet al selvtillid og ikke har haft noget selvværd overhovedet," siger Morten Lander Andersen, som er familiefar til tre.

Beskæftigelsesministeriet har fokus på opkvalificering, løntilskud og en særlig taskforce, der skal følge udviklingen på arbejdsmarkedet, men Morten Lander Andersen håber på en anden form for hjælp:

"Lige nu og her kunne det være rart at få forlænget den dagpengeperiode. Lige nu og her. For det ser sort ud for mig og min familie. På den længere banehalvdel skulle de skaffe nogle arbejdspladser," siger han.