Helle Thorning-Schmidt går i dag med i årets Pride Parade i København som den første danske statsminister nogensinde.

"Der er rigtig mange, der har svært ved at acceptere homoseksuelle ude i verden. Og så længe, der er svært at få forskelligheden acceptereret, er der en god grund til, at der også er gay parade her i København, og det vil jeg gerne støtte," siger hun til TV 2 NEWS.

Hun mener, at vi er kommet langt med ligestillingen i Danmark og glæder sig over, at man allerede her i sommer kunne se homoseksuelle blive viet i kirken:

"Det viser, at vi er et samfund, der har tolerance over for alle uanset, hvem de elsker."

Til gengæld er hun bekymret for forholdene for homoseksuelle ude i verden.

"Vi ved alle sammen, at der er mangler rigtig meget andre steder i verden, og så længe der er homoseksuelle, der bliver chikaneret, og homoseksualitet er forbudt i nogle lande, er der grund til, at vi i Danmark markerer, at der er plads til denne forskellighed."

12.000 mennesker går i dag med i paraden, der er den hidtil største pride parade på dansk grund.