Trods det nye tiltag for at komme fodboldvolden til livs var der her til aften alligevel sammenstød mellem politiet og fans. Ved aftenens kamp mellem rivalerne i FC København og Brøndby har der kun været adgang for Brøndbytilhængere medbringende børn til tribunerne i Parken. Det var imidlertid fans af FCK, der kom op at toppes med ordensmagten.

FCK-tilhængerne og politiet endte i karambolage ved Trianglen på Østerbro umiddelbart inden kampen.

Ifølge politiet er to blevet anholdt. Den ene for at kaste en flaske efter politiet, og den anden for at sparke til en politibil.

Ifølge politiet har der ikke været sammenstød mellem FCK- og Brøndby-fangrupper.