Otte blev såret, da bevæbnede maskerede mænd angreb en shiamuslimsk moské i den russiske republik Dagestan.

Bevæbnede maskerede mænd stormede en shiamuslimsk moské i den uroplagede russiske republik Dagestan og sårede otte, siger en talsmand for de lokale myndigheder i regionen.

- Antallet af ofre for skyderierne i moskéen i byen Khasavyurt er steget til otte, siger talsmanden efter to uidentificerede bevæbnede mænd skød omkring sig i moskeen lørdag aften ved fejringen af afslutningen på ramadanen.

Tre af de sårede blev skudt i bryst og mave, mens andre blev ramt i arme og ben, hedder det i en erklæring fra de lokale myndigheder.

Nyhedsbureauet RIA Novosti skriver, at flere blev såret i en eksplosion i den samme moské efter skyderiet i byen, der ligger i den vestlige del af den muslimskdominerede region.

- Der var en eksplosion, men to sprængladninger. Den ene gik af. Den anden er ved at blive desarmeret, siger det lokale politi.

Politiet bekræfter over for nyhedsbureauet Interfax, at sprængstofeksperter arbejder i moskeen med at desarmere en sprængladning, men afviser, at nogen skulle være blevet såret ved den første eksplosion.

- Sprængstofeksperterne fortsætter deres arbejde. Desarmeringen er endnu ikke fuldført. Vi har ingen informationer om sårede, siger en talsmand for politiet.

Gerningsmændene medbragte sprængstoffer i moskeen, da de åbnede ild med automatvåben og en pistol, skriver Life News.

Omkring 70 mennesker var samlet i moskeen, da skyderiet gik i gang. Gerningsmændene flygtede herefter i biler.

Søndag fejrer russiske muslimer afslutningen på ramadanen.

Dagestan er hærget af næsten daglige skyderier og bombeangreb. Myndighederne skyder skylden på lokale kriminelle og islamister med tilknytning til Tjetjenien, som i de seneste 20 år har været i to krige med Rusland.

/ritzau/AFP