Beboerne i Vollsmose er bange og utrygge, efter at to rivaliserende grupper stødte sammen under en ramadanfest. Giv derfor politiet mulighed for at anholde flere af uromagerne, siger Mohammed Mansour, som selv bor i Vollsmose og er medlem af Odense Byråd for Socialdemokraterne.

"Politikerne på Christiansborg skulle komme herover, så de kan se, hvor utrygge folk er. Jeg har boet i Vollsmose i 25 år, og for første gang overvejer jeg at flytte. Det er ærgerligt, men jeg orker ikke mere," siger Mohammed Mansour.

Efter at stribevis af politikere har fordømt gerningsmændene for drabsforsøget på en 26-årig mand og det efterfølgende voldsomme hærværk på skadestuen på Odense Universitetshospital, sender Mohammed Mansour en opfordring til Christiansborg:

"Politiet er nødt til at have flere beføjelser, så de for eksempel kan anholde unge, som kaster sten efter dem eller giver dem fingeren."

"I Mellemøsten ville det føre til en anholdelse, men her sker der ingenting, og derfor har de unge ingen respekt for politiet," siger Mohammed Mansour.

Uenig i politiets vurdering
Politiet mener ikke, at episoden er specifikt relateret til den socialt belastede bydel, men at den lige så godt kunne være sket andre steder i Odense.

Den vurdering er Mohammed Mansour uenig i:

"Når det gik så galt, så skyldes det, at vi trods masser af projekter ikke har haft held med at integrere de unge. Tiltagene har ikke været gode nok, og derfor er vi nødt til at finde ud af, hvor vi har fejlet og starte forfra," siger han.

I alt tre mænd fremstilles onsdag i grundlovsforhør. De to på 20 og 26 år sigtes for at have affyret skud mod to mænd i en bil nær Vollsmose Torv. Den tredje er sigtet for at have deltaget i hærværksaktionen på universitetshospitalet. Han er 19 år.