Odense vil ikke finde sig i vold og uro i Vollsmose - sådan lyder det fra social- og arbejdsmarkedsrådmand, Peter Rahbæk Juel.

"Dem, der lavede skudepisoden og dem, der stormede hospitalet, det er jo hårdkogte kriminelle - det er en adfærd, der er langt fra pædagogisk rækkevidde," siger han til TV 2 under en live debatudsendelse foran TV 2 i Odense.

"Der er ikke andet end at sætte hårdt mod hårdt mod dem - og for mig som odenseaner, gør det ondt at se, at de terroriserer en bydel som Vollsmose - og sådan set hele byen."

Det offentlige er stærkest
Rådmanden fortæller, at kommunen i forvejen har en hård politik mod folk, der er på kontanthjælp.

"Dem sørger vi for, at vi møder med højest antal timer i aktivering - møder de ikke op, så sanktionerer vi dem, bliver de ved med ikke at møde op, så tager vi deres kontanthjælp. Så stiller vi dem det valg: Vil de være ude på den kriminelle ø, eller vil de være med i det fællesskab, vi andre er en del af."

Det seneste år er der blevet strammet meget op i kommunen, lyder det.

"Den største bande i Odense, det er altså det offentlige - og når vi arbejder sammen kommune og politi, så skal vi vise, at vi er de stærkeste," siger Peter Rahbæk Juel.