Samsung skal betale Apple over en milliard dollar (seks milliarder kroner) i erstatning for at have kopieret flere af det amerikanske firmas produkter. Det har en domstol i Californien besluttet.

Retten i San Jose i Californien har undersøgt 700 klager om patentkrænkelser fra Apple og fandt, at den sydkoreanske konkurrent havde krænket en række patenter og på flere områder kopieret iPhone og iPad.

Apple havde krævet en erstatning på 2,75 milliarder dollar (16,4 milliarder kroner), fordi firmaet mente, at Samsungs Galaxy-produkter var kopier af Apples produkter.

Samsung sagsøgte herefter Apple for at have kopieret deres kommunikationsteknologi, men det blev afvist af retten.

Dommen, der kommer langt tidligere end forventet, kan føre til et forbud mod salg af flere af Samsungs produkter i USA og vil sandsynligvis konsolidere Apples dominerende position på det mobile computermarked.

Flere producenter, der også sælger smartphones baseret på Googles Android-operativsystem, risikerer efter dommen også at blive sagsøgt af Apple.

Apples aktier steg næsten to procent til en rekordhøj pris på 657 dollar (4020 kroner) umiddelbart efter dommen.

Knusende sejr for Apple
Juraprofessor Brian Love fra universitetet i Santa Clara kalder dommen en knusende sejr for Apple.

"Dommen var lige nøjagtig det, som Apple kunne have håbet på," siger han.

Juryen brugte under tre dage på at nu frem til en kendelse, hvilket tyder på, at det ni mand store panel ikke havde svært ved at konkludere, at Samsung havde kopieret Apple.

Apple og Samsung står for salget af over halvdelen af alle smartphones på verdensmarkedet og har krydset juridiske klinger i flere lande i år.

En sydkoreansk domstol kendte fredag begge firmaer skyldige i patentkrænkelser og beordrede Samsung til at stoppe salget af 10 produkter herunder Galaxy S II-telefonen og forbød samtidig Apple at sælge fire af deres produkter herunder iPhone 4.