Patientforening Danmark retter nu en sønderlemmende kritik mod de læger. der har indopereret det omdiskuterede produkt 'PROLIFT' i danske kvinder

'PROLIFT' er et syntetisk net, der skulle hjælpe kvinder med nedsunken livmoder. I sidste uge kom det frem, at det syntetiske net kan være livsfarligt.

Nu viser det sig, at flere af de danske læger, der har indopereret nettet, har modtaget hotelophold, middage og flyrejser af det amerikanske firma Johnson & Johnson, som har produceret nettet. Det fortæller TV 2 Nyhederne her til aften.

Ikke én dag uden smerter i to år
En af dem, der har fået indopereret det syntetiske net, er Inge Nielsen. Nettet skulle holde hendes livmoder på plads. Men siden operationen for to år siden er der ikke gået en dag, uden hun har haft smerter.

Og nyheden om, at lægerne har fået gaver fra Johnson & Johnson klinger heller ikke sødt i hendes ører.

"For mig lyder det som om, at penge betyder meget for lægerne i stedet for patienterne. De burde tænke meget over hvem de har med at gøre. Det er jo mennesker de har med at gøre," siger hun.

På Roskilde Sygehus har Johnson & Johnson blandt andet givet gratis flyrejser til lægerne. Men hvor mange penge der er brugt på lægerne, ved den ledende overlæge ikke.

"Et godt gæt- sikkert mange. De er jo producenten og de vil godt tjene på det. Men det ærlige svar er, at jeg ved det," siger Lars Alling Møller, ledende overlæge på Roskilde Sygehus.

Betalte flyrejser til Paris
I Danmark har mere end 200 kvinder fået indopereret underlivsnettet. Det er sket, selvom både danske læger og amerikanske myndigheder har advaret om, at det kan være livsfarligt. Også på Skejby Sygehus har de opereret kvinder med Johnson & Johnsons produkt, 'PROLIFT'.

Her betalte Johnson & Johnson rejser til lægerne og middage og hotelophold på Hotel SAS Radisson i Århus. En af lægerne har også fået flyrejser betalt til Paris.

Patientforeningen Danmark er forarget

Det er himmelråbende. Sådan noget må ikke ske, fordi der er tale om påvirkning. Det går ud over patienternes sikkerhed," siger Torben Gudmundsson, formand for Patientforeningen Danmark.

Lægerne er dog uenige om, hvorvidt den økonomiske støtte er et problem.

På Skejby sygehus mener de ledende overlæger ikke, at lægerne er blevet påvirket, mens de i Roskilde mener, at det kan være et problem.

Inge Nielsen har fortrudt, at hun fik indopereret det kunstige net, men må nu leve med smerterne og de mange toiletbesøg.

"I starten kunne det være 7 gange. Nu er det ved at være 4-5 gange. Og så har jeg også fået blærebetændelse, som jeg aldrig har haft før jeg blev opereret," siger hun.