Nyheden om den danske legetøjsgigant Legos overskud før skat på 2,877 milliarder kroner, glæder ikke mindst den administerende direktør Jørgen Vig Knudstorp.

"Vores strategi er præget af stor kontinuitet. Vi har i mange år fokuseret på virkelig at vende tilbage til kerneideen og give nogle fantastiske byggeoplevelser til børn. Det er afgørende og så samtidig kunne lave noget både drenge og piger synes er virkelig sejt," siger han.

En stor del af Legos succes skyldes legetøjsserien "Lego Friends", som henvender sig til piger. Netop den succes er vigtig for Lego, i det det er resultatet af fire års hårdt arbejde, understreger Jørgen Vig Knudstorp.

"Der var mange, der spurgte: Gider piger overhovedet bygge. Det vidste vi jo godt, at de gjorde. Nu har vi lavet noget, der virkelig er relevant for dem og det har de responderet meget voldsomt positivt på. Vi har testet det grundigt. Det er en dejlig bekræftelse."

"Tit når vi lancerer nye linjer, så erstatter vi ting, vi tidligere har været på markedet med. Men i det her tilfælde er der virkelig tale om noget, som også har potentiale til at udvide salget for Lego."

Overskud skal bruges på vækst
I følge Jørgen Vig Knudstorp sælger "Lego Friends" lige godt i USA, Kina, Japan og Europa.

Succesen betyder, at Lego nu vil opruste med 1.000 nye medarbejdere. Men kun 200 af de stillinger er blevet besat i Danmark og man regner med at ansætte yderligere 50, siger Jørgen Vig Knudstorp.

"De 1.000 gælder for hele 2012. Det svarer nogenlunde til det antal, vi har øget medarbejderstaben med også i de tidligere år og det reflekterer en vækst på omkring 20 procent."

Det store overskud skal bl.a. bruges til vækst og udvidelse af fabrikker over hele verden, især i Asien.

"Vi skal selvfølgelig bruge gode tider til at blive en endnu stærkere virksomhed," siger Jørgen Vig Knudstorp og afslører at hans egen yndlingsserie er "Lego Creator", som han selv legede med som dreng.