Min aluminiumshest og jeg red ved middagstid ind i den gamle mineby Eureka i Nevada efter en tur på 113 km gennem et øde, aldeles ubeboet og ørkenagtigt landskab. Tanken var at spise frokost og fortsætte ridtet yderligere 124 km til Ely, men skæbnen havde andre planer.

Efter at have lagt bunden med halvanden liter vaniljeis købt hos en købmand for at få blodsukkeret lidt op, gik jeg ind på et cafeteria, The Pony Express Deli, og bestilte en cheeseburger med det hele. Da jeg havde spist den og ville fortsætte, begyndte det at regne. Noget, der ikke sker så tit i disse tørre egne.

Så jeg gik ind igen, bestilte en kop kaffe og kom i snak med en mand, der præsenterede sig som Lennard Hartman. Han havde et venligt og imødekommende ansigt og viste sig at tilhøre et lille trossamfund, der hedder mennonitterne. Faktisk var det lille cafeteria drevet af mennonitter. Det sås af, at kvinderene alle havde et mini-tørklæde øverst på håret og gik i meget gammeldags, lange kjoler.

Biblen bestemmer kvindens rolle
"Det er et symbol på, at de er underlagt manden," sagde Lennard - uden at blinke.

"Sådan må det være, for det står i Bibelen."

"Det må være vanskeligt at opretholde det synspunkt, sådan som samfundet er i dag," sagde jeg.

Lennard nikkede:

"Ja, det bliver værre og værre. Vi kan snart ikke få lov at være i fred," sagde han.

Blander sig ikke i samfundet
Han fortalte, at mennonitterne helst ikke blander sig for meget i samfundets anliggender. For eksempel stemmer de normalt ikke, når der er valg. Dog var der en del, der gjorde en undtagelse i 1960 og stemte imod John F. Kennedy, fordi de mente, at han som katolik ville være en katastrofe for landet. Lennard har også hørt, at nogle mennonitter påtænker at stemme imod Obama.

"Uanset hvad, så nytter det jo heller ikke noget at stemme alligevel. Den enkeltes stemme er så betydningsløs," siger han.

Ellers er mennonitterne kendt for at være imod anvendelse af vold. Lennard aftjente sin værnepligt ved at udføre socialt arbejde.

De er også kendt for at have et lidt skeptisk forhold til moderne teknologi, ikke mindst computere. Hvis de bruger dem, skal de helst være to sammen for at gøre det nemmere at modstå fristelsen til at komme ind på sider, hvor de ikke burde komme, fortæller han. Jeg beder ham ikke om at uddybe det, for jeg tror godt jeg ved, hvad han mener.

Men helt afvisende er de ikke over for internettets velsignelser. Lennard kender for eksempel en trosfælle, der for nylig købte fire nye dæk på nettet.

Tilbød husly for natten
Snakken gik godt, og på et tidspunkt spurgte Lennard, om jeg havde et sted at overnatte. Ellers måtte jeg gerne få en klapseng hjemme hos ham og konen (hende behøvede han jo som familieoverhoved ikke at spørge).

Jeg sagde ja tak. Mine værter viste sig at bo i en trailer bag cafeteriaet, som åbenbart er et samlingssted for det lille mennonit-samfund her. Lennard fortalte, at de er ni i alt. Det vil sige ni familieoverhoveder. Dertil kommer koner og børn. I øvrigt taler de en afart af hollandsk, "Pennsylvania Dutch", indbyrdes.

Hans kone, Violet, viste ingen tegn på irritation over, at manden havde slæbt en overnattende gæst med hjem. Tværtimod smilede hun venligt og imødekommende under det lille tørklæde og spurgte, om jeg kunne lide bønner og linser, for det skulle de have. Jeg svarede - i fuld overensstemmelse med sandheden - at jeg spiser alt.

Hvad, jeg ikke gav udtryk for, var min frygt for, at hun ikke har forståelse for min ganske gode appetit. Der skal fyldes noget på tanken, hvis jeg som planlagt skal køre et parhundrede kilometer i morgen.

Tilsyneladende bliver det igen regnvejr. Torden og måske endda hagl er på vejrudsigten for i morgen. Ikke hvad jeg havde ventet mig i ørkenen - lige så lidt som jeg havde ventet at skulle stifte bekendtskab med en af de mindste stumper af det amerikanske kludetæppe, mennonitterne.