Mens ledigheden stiger i Danmark, så ser det andeledes ud i vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland.

Derfor er flere kommuner begyndt at kigge på den anden side af grænserne, når der skal findes job til ledige danskere.

Og stadig flere ledige vælger at sige ja tak til et job i et naboland.

Da Sara Tellerup blev færdig som sygeplejerske i sommer skulle hun vælge mellem at komme på dagpenge eller tage et job i Sverige.

Som tusindvis af andre danskere blev Sara Tellerup mødt af et dansk arbejdsmarked, hvor der ikke var brug for hende.

"Jeg havde ikke set det komme. Men på den anden side må man jo tage, hvad der er. For jeg vil langt hellere have et job end at gå rundt og være arbejdsløs, selvom det er i Sverige," siger Sara Tellerup, som i dag er sygeplejerske på Skåne Universitetssjukhus.

Nabolande har knækket kurven
Og de mange ledige får kommuner i både nord, syd og øst til at se mulighederne i nabolandene.

For mens arbejdsløsheden blot er steget og steget i Danmark siden krisen slog til har Sverige, Norge og Tyskland knækket kurven.

Også i Nordjylland spejder kommunen til den anden side af Skagerak.

Men det er ikke altid nemt at arbejde i udlandet. For selvom Lund kun ligger knap en times kørsel fra København, så er både sproget og kulturen en anden.

"Psykisk er det langt væk, fordi det er Sverige og et andet land. Det tror jeg gør en forskel. Og det har også været med til at gøre en forskel for mig, da jeg overvejede om det virkelig var Sverige, jeg gerne ville," siger Sara Tellerup.

Supersejt at komme hjem
Udfordringerne til trods så vælger mellem 1200 og 1400 danskere i dag at krydse grænsen til Tyskland for at komme på arbejde.

Efter knap to måneder i Lund er Sara Tellerup nu glad for både job og kolleger i det svenske.

"Det er supersejt at komme hjem og kunne fortælle - også i de ansøgninger, jeg skriver nu: At jeg er startet ud med at arbejde i Sverige. Det viser noget engagement og at jeg virkelig vil det her," siger hun.