Permanent opholdstilladelse i Danmark er ikke så permanent, som det lyder.

For hvis man drager væk i mere end et år, bortfalder tilladelsen - og den kan blive svær at få igen.

Amerikanske Bryce Duncan har netop fået afslag og har nu syv dage til at forlade landet på trods af, at han har tre børn her i landet, ikke har nogen kontakter i USA og lige nu er hospitalsindlagt.

Han rejste til USA, da hans mor blev syg, og blev og passede hende, til hun døde. Men opholdet i USA varede over et år, og så mistede han sin permanente opholdstilladelse, fordi han ikke vidste, at han skulle ansøge om fornyelse.

"Det virker bare så brutalt på en måde, at et menneske, der har været her hele sit liv, der har sine tre børn her og har haft hele sit liv her på det plan og har drevet virksomhed i mange år," siger hans 19-årige datter Amanda Duncan, der kæmper sin fars sag, mens han er indlagt med psykiske problemer.

Forældre sammenføres ikke med børn, når børnene er voksne, som reglerne er i dag, men familiens advokat Bjørn Dilou Jacobsen mener alligevel, at der er gode grunde til at Bryce Duncan bør blive i Danmark.

"Han har været her over tyve år og har, så vidt jeg har fået oplyst, betalt skat alle årene, også i den periode han var i USA. Han har sine tre børn her i Danmark, og han har intet nedværk i USA. Der ud over er det helt klart, at han har nogle psykiske problemer, og han har behov for nogen, der støtter ham," siger advokaten.

Men indtil videre står myndighederne fast - udrejsedatoen er på onsdag.