Flere danskere får i dag støtte i form af kontanthjælp end tidligere.

På ét år er antallet af ikke-aktiverede kontanthjælpsmodtagere steget med 10 procent til 103.800, viser juni-tallene fra Danmarks Statistik.

Og ser man på tallene fra før krisen indtraf, er det en endnu kraftigere udvikling, der sker i antallet af kontanthjælpsmodtagere.

Siden juni 2008 er antallet steget med 55 procent.

Ser man på det samlede antal modtagere af økonomisk hjælp til forsørgelse i forbindelse med ledighed, så er der kommet fem procent flere til fra juni 2011 til juni i år.

Samlet får 170.500 en eller anden form for ledighedsydelse fra det offentlige, og det er en stigning på 37 procent siden juni 2008.

Færre på revalideringsydelse
Antallet af kontanthjælpsmodtagere i aktivering er steget en smule det seneste år, viser tallene. I juni var der 56.400 aktiverede kontanthjælpsmodtagere. Og det svarer til en stigning på to procent siden juni 2011 og en stigning på 48 procent siden juni 2008.

Samtidig er der kommet færre på revalideringsydelse. I juni var der 9900 personer på den form for ydelse ­ og det er 15 procent færre end i juni sidste år og 34 procent færre end i juni 2008.

At der overordnet set er kommet flere på en offentlig betalt ledighedsydelse betyder, at udgifterne stiger.

I juni 2012 måtte staten ryste op med 1,9 milliarder kroner - det er en stigning på ni procent i forhold til samme måned sidste år.

Lidt over halvdelen af udgifterne er gået til ikke­aktiverede modtagere af kontanthjælp, mens en fjerdedel er gået til aktiverede modtagere af kontanthjælp, oplyser Danmarks Statistik.