"Vores fantastiske land og vores frihed er under angreb," lyder det fra den aldrende amerikanske skuespiller Chuck Norris.

Sammen med sin kone Gena har den 72-årige actionhelt indspillet en video, hvor de på det kraftigste advare mod at stemme på Barack Obama ved præsidentvalget den 6. november.

Norris er dybt kristen og har stærke konservative synspunkter, som han ofte har fremført i det offentlige rum. Han har tidligere doneret større summer til republikanske kandidater, og han var med til at føre kampagne for den tidligere Arkansas-guvernør Mike Huckabee, der i 2008 forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat.

I videoen, der er lagt ud på Youtube, ser man Norris og frue stå og holde hinanden i hånden, mens de taler direkte til kameraet og opfordrer kristne vælgere til at deltage i præsidentvalget.

"Det skønnes, at ved præsidentvalget i 2008 blev omkring 30 millioner evangelisk kristne hjemme på valgdagen, og Obama vandt valget med 10 millioner stemmer," lyder der fra Gena Norris.

De evangelisk kristne udgør ca. ni procent af den amerikanske befolkning, og de stemmer overvejende republikansk.

Efter denne opfordring bliver videoen mere og mere bizar. Chuck Norris citerer både Edmund Burke, der var en engelsk-irsk konservativ politiker, forfatter og politisk filosof fra 1700-tallet, og Ronald Reagan, den tidligere republikanske præsident.

"Friheden er aldrig mere en generation fra at uddø," citerer Chuck Norris.

Og Gena Norris fortsætter med at sige, at hvis ikke amerikanerne beskytter deres børn, "så dømmer vi dem til at tage første skridt mod 1000 års mørke."

"Vi ses ved stemmeboksen," slutter Chuck Norris.