Bagmandspolitiets anklager Jacob Folker kræver seks års fængsel til den svindeltiltalte Amanda Jacobsen.

Det fortæller han tirsdag eftermiddag under sin procedure i sagen i Københavns Byret. Amanda Jacobsens forsvarer mener dog, at en straf på omkring det halve vil være tilstrækkeligt.

Amanda Jacobsen har erkendt at have hævet 130,5 millioner kroner fra konti, der tilhørte hendes nu tidligere arbejdsgiver, flycatering-virksomheden Gate Gourmet.

Hun har desuden erkendt, at hun har forfalsket kontoudskrifter fra banken, så hendes svindel ikke ville blive opdaget.

Amanda Jacobsen har valgt at samarbejde med bagmandspolitiet under opklaringen af sagen, og det kommer hende nu til gode.

"Vi har i anklagemyndigheden overvejet, om strafpåstanden skulle være højere. Men anklagemyndigheden mener, at det bør anerkendes, at vi har at gøre med en tiltalt, der har lagt kortene på bordet," siger Jacob Folker.

Begrundelsen for kravet om de seks års fængsel er blandt andet beløbets størrelse, og at kriminaliteten har stået på i to år og elleve måneder i perioden 2008-2011.

Amanda Jacobsens forsvarsadvokat, Hanne Rahbæk, mener dog, at straffen børe være væsentligt lavere: mellem tre og tre et halvt års fængsel.

"Jeg mener udgangspunktet er fem år, og så er der en række formildende omstændigheder, der bør give en strafreduktion," siger Hanne Rahbæk.

Ifølge hende er svindlen udført så uprofessionelt, at det nærmest er et mirakel, at Gate Gourmet ikke tidligere opdagede, at millionerne fossede ud af virksomheden.

Desuden har sagen haft store personlige konsekvenser for Amanda Jacobsen. Hendes mand tog sit eget liv, da sagen begyndte at rulle. Også det taler ifølge Hanne Rahbæk for en mildere straf.