"Fire mulige arvtagere efter Søvndal"

Fredag d. 7. sep. 2012 kl. 09:30 af Natali Braagaard, nabr@tv2.dk for TV 2 Nyhederne (opd. d. 7/9 2012; 09:40)

Ifølge TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, er der fire bud på en efterfølge til Villy Søvndal. To af budene er bedre end de to andre

TV 2s politiske redaktør ser fire mulige arvtagere efter nyheden om, at udenrigsminister Villy Søvndal (SF) vil træde tilbage som formand for SF.

Det er handelsminister Pia Olsen Dyhr, miljøminister Ida Auken, sundhedsminister Astrid Krag og politisk ordfører Jesper Petersen. Alle fire er en del af Søvndal-fløjen i partiet.

"Pia Olsen Dyhr har koncentreret sig meget om baglandet og at markere sig i pressen. Det er tænkt ind i, at der kunne være et formandsopgør inden længe. Så er der Ida Auken, som sådan set tilhører den samme fløj som Pia Olsen Dyhr - den grønne fløj," siger Anders Langballe.

Han siger videre:

"Så nævnes også Astrid Krag, som i den grad står for Søvndals linje, ligesom politisk ordfører Jesper Petersen også er et bud."

Kragh og Petersen er de bedste bud
Anders Langballe tror imidlertid selv, at Jesper Petersen og Astrid Krag er bedre bud end Pia Olsen Dyhr og Ida Auken:

Det skyldes blandt andet, at Pia Olsen Dyhr ikke fik opbakning, da hun kandiderede til partiets hovedbestyrelse på det seneste landsmøde i maj måned.

"så jeg tror ikke, at hun har opbakningen til at blive SF-formand. Hun forsøgte også at blive formand, da Villy Søvndal blev valgt i 2005," siger han.

Anders Langballe fortsætter:

"Jeg tror heller ikke, at Ida Auken har den samlende, brede profil. Så er der to tilbage. Astrid Krag eller Jesper Petersen. Jeg tror ikke det bliver til kampvalg mellem de to."

"Søvndal vil ikke pege på kandidat"
Villy Søvndal vil ikke selv pege på en efterfølge. Det skyldes ifølge Anders Langballe, at indblanding vil skabe ballede i i baglandet:

"SF er et parti, der har tradition for at have åbne debatter. Hvis Søvndal i den position han står i nu og med den situation, der er i baglandet, peger på en kandidat, så vil mange i baglandet tage det ilde op."

I mandags mødtes SF's landsledelse for at skyde processen med at finde en egnet afløser for formand Villy Søvndal i gang.

Landsledelsen er SF's øverste organ mellem landsmøderne og består ud over formanden af 18 medlemmer.

* Først skal landsledelsen vælge en tidsfrist for, hvornår man kan melde sig som ny formandskandidat.

* Melder der sig kun én person, skal der ikke afstemning eller valg til, men personen skal godkendes af landsledelsen.

* Melder der sig to personer, skal medlemmerne af partiet vælge formanden via urafstemning.

* Melder der sig mere end to personer, skal der indkaldes til ekstraordinært landsmøde. Landsmødet skal så reducere antallet af kandidater til to, og de to personer skal så til urafstemning hos medlemmerne.

Kilde: SF / ritzau

TV 2|BREAKING
Print artikelSend til en ven