En by kan godt hedde Jensen. Det ser man i den aller nordøstligste del af staten Utah. En benzinstation, en bed-and-breakfast (hvor jeg overnattede) og nogle ret spredte huse med vistnok i alt 400 indbyggere. Det er, hvad det danskklingende bynavn dækker over.

Navnet skyldes en dansker, Lars Jensen, der som så mange andre i 1870erne var på jagt efter guld og sølv i de golde bjergegne her. Men han endte med at blive færgemand på floden Green River, hvor der opstod en lille by. Der altså fik hans navn.

Han er langtfra den eneste dansker, der er endt i Utah. Blandt mormonerne her - der udgør 60 procent af befolkningen - er efterkommere efter danskere den næststørste gruppe, kun overgået af briterne.

Det skyldes, at over 26.000 danske mormoner udvandrede hertil i perioden 1850 - 1926. Ofte var det mormonkirken, der betalte for den dyre overfart over Atlanten. Overalt støder man på navne, der ender på -sen. Utah er i dag den stat, der har den største forholdsmæssige andel af danske indvandrere, nemlig knapt syv procent

Og mormonerne har virkelig styr på deres ophav. De er meget optaget af, hvem de nedstammer fra. Den historiske bevidsthed er høj. Jeg var til mormon-gudstjeneste sidste søndag og oplevede, hvordan den ene efter den anden rejste sig og takkede forfædrene for det store arbejde, de udførte, og som er grundlaget for deres nutidige efterkommeres noget mere magelige liv.

For en del mormoner sluttede rejsen mod det forjættede Utah i det område, hvor jeg er nu, i Rocky Mountains. At få en prærievogn bakset over bjergene dengang, da der ingen veje var, virker helt umuligt. Og det lykkedes altså heller ikke altid. Mange døde undervejs.

Min rejse går i modsat retning. En tur op over et pas på cirka 3000 meter, efterfulgt af en lang og stejl nedkørsel - så er jeg nede på det flade prærieland. En overkommelig tur i forhold til det, som Lars Jensen og de andre gamle dages indvandrere måtte igennem.