33-årig mand er opereret for flere hjerneblødninger efter et sammenstød med en dørmand på diskoteket Rosie McGee's i København. Det fortæller John Dyhrberg, der er central efterforskningsleder hos Københavns Politi til Ritzau.

"Der har været en batalje her i nat, hvor dørmand angiveligt skulle have slået en gæst, og gæsten ligger nu på Rigshospitalet med en hjerneblødning," siger han til Ritzau.

Manden har udover hjerneblødningen fået brækket sin kæbe.

"Han er blevet opereret et par gange her i løbet af morgenen, men han skulle være stabil nu," siger John Dyhrberg. Det menes ikke, at han har været i decideret livsfare.

Politiet ved endnu ikke, hvad der udløste sammenstødet mellem de to mænd.

Anklagemyndigheden i Københavns Politi mener, at der er tale om så groft et overfald, den 22-årig dørmand skal bag tremmer øjeblikkeligt.

"Dørmanden bliver sigtet for vold og bliver fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, fortæller anklager Janne Mortensen til Ritzau.