At få højtuddannede ældre, der benytter seniorjobordningen, til at feje gader, er helt fint ifølge beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Det mener den 58-årige Mette Lehmann nu ikke.

Hun er arbejdsløs grafisk designer, men har fået tildelt et seniorjob som medarbejder inden for vej og park på Fanø. Med andre ord skal den højtuddannede grafisk designer være gadefejer og samle skrald op på stranden.

Men det er ikke rimeligt at forlange at en grafiker skal feje gader, mener hendes fagforening, der nu vil lægge sag an mod kommunen.

"Jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne bruges inden for mit felt, også fordi jeg i et halvt år har arbejdet på turistbureauet og lavet en e-bog med naturvejlederen," fortæller Mette Lehmann.

Men både Fanøs borgmester Erik Nørreby og beskæftigelsesministeren mette Frederiksen mener, at det trods alt er bedre at have et sådant arbejde end slet ikke at have noget arbejde.

Lige nu er omkring 300 personer i seniorjob, men når halveringen af dagpengeperioden træder i kraft ved årsskiftet regner a-kasserne med ca. 200 nye seniorjobbere om måneden.