Danske teenageres uvidenhed er enorm, når det gælder skattesystemet. Så enorm, at SKAT er begyndt at rejse rundt til folkeskoler, gymnasier og erhvervsskoler for at lære de unge, hvad skattesystemet går ud på.

Her kan du se, hvad du selv skal gøre for at holde styr på din skat.

* Tjek din forskudsopgørelse
* Tjek din årsopgørelse
* Indbetal din eventuelle restskat

* FORSKUDSOPGØRELSE
Din forskudsopgørelse ligger klar i din elektroniske skattemappe hvert år i november. Det er en oversigt over det kommende år, hvor du kan se, hvor meget SKAT regner med, at du vil tjene, og hvor meget du skal have i fradrag.

På baggrund af tallene i forskudsopgørelsen beregner SKAT din trækprocent - dvs. hvor mange procent du skal betale i skat - og størrelsen på dit månedlige fradrag.

Det kaldes skattekortoplysningerne. Din arbejdsgiver bruger skattekortet til at trække skat af din løn hver måned og modregne dine fradrag.

Forskudsopgørelsen og dine skattekortoplysninger kan du finde på nettet i din personlige skattemappe i begyndelsen af november. Du kan se din skattemappe i TastSelv på skat.dk.

Hvis der mangler oplysninger, eller hvis tallene i forskudsopgørelsen ikke er rigtige, fordi du f.eks. får nyt job eller går fra at være på SU til at have et fuldtidsarbejde, skal du rette eller tilføje tallene. Ellers risikerer du at skulle betale et stort beløb tilbage i restskat.

* ÅRSOPGØRELSE
Hvert forår i starten af marts får du en årsopgørelse. Årsopgørelsen er et regnskab over det foregående år, der viser dine indtægter og dine fradrag. Du skal tjekke, om tallene svarer til det, du selv ved, og til de opgørelser, du har fået af din arbejdsgiver, din bank osv.

Hvis tallene stemmer, skal du ikke gøre noget - så er denne årsopgørelse dit endelige regnskab. Hvis nogle tal er forkerte, eller der mangler nogle tal, så skal du ændre årsopgørelsen.

Du ændrer tallene ved hjælp af TastSelv på skat.dk eller ved at kontakte SKAT personligt.

Når årsopgørelsen er rettet til, kan du se om du har betalt for meget eller for lidt i skat - dvs. om du skal have penge tilbage eller betale restskat.

* RESTSKAT
Hvis du skal have skat tilbage, bliver beløbet overført til din NemKonto. Har du betalt for lidt i skat, skal du betale restskat på skat.dk eller via din netbank.

Restskatten skal betales inden en bestemt tidsfrist. Hvis du ikke har mulighed for at betale til tiden, så tal med SKAT. Så er der nemlig mulighed for at få en aftale om, hvornår og hvordan restskatten skal betales. Beløbet kan også indregnes i det følgende års skatteindbetaling.

Hvis du lader være med at betale, så har SKAT en række muligheder for at få pengene fra dig alligevel.

Kilde: SKAT