Amerikansk fodbold handler om så meget andet end amerikansk fodbold. Det har jeg netop lært.

Min "bror" fra dengang jeg var udvekslingsstudent for godt 40 år siden, Mike Gallagher, kørte i weekenden ned for at møde mig. I parentes bemærket bor han nu i Wisconsin, så det er 10 timer hver vej i bil. Afstandene regnes ikke for så meget i USA.

Mike havde arrangeret, at jeg kunne komme med til fodboldkamp i byen Ames her i Iowa. Det lokale hold fra Iowa State skulle spille mod et andet universitetshold fra Western Illinois.

Kampen begyndte reelt fire timer før "kick-off". Da mødtes i tusindvis af mennesker til opvarmning, der foregik i rød-gule telte - hjemmeholdets farver. Her blev der gået til den med barbecue og øl, mens marcherende orkestre gjorde deres for at piske stemningen op.

Det primære så ud til at være det kæmpemæssige opvarmningsparty. Snakken gik lystigt rundt omkring, men jeg hørte faktisk meget få tale om fodbold. Vi var sammen med noget familie og nogle venner til Mike, og ligesom så mange andre blev vi hængende til et godt stykke efter, at kampen var fløjtet i gang.

Så luntede vi op til de titusinder af andre på stadion, hvor hjemmeholdet var godt i gang med at udradere gæsterne, og det er jo altid populært. Men stemningen var påfaldende lidt fanatisk, og der blev for eksempel klappet respektfuldt ad et medlem af holdet fra Illinois, da han måtte køres ud af banen på grund af en skade.

En kamp varer cirka tre timer. Den reelle spilletid er dog meget kortere. Spillet foregår i små eksplosioner af få sekunders varighed, hvorpå alle igen står stille og stiller op i en ny formation, inden der kommer en ny kortvarig kraftudfoldelse.

Det er faktisk småkedeligt, så selve spillet havde hård konkurrence om tilskuernes opmærksomhed fra dansende piger, "cheer leaders", fra kæmpe-skærme med reklamer for alt muligt, og fra to gigantiske orkestre, hvoraf hjemmeholdets nok talte et par hundrede medlemmer.

Længe inden kampen var færdig, begyndte folk at sive - tilbage mod teltene, bordene og de kolde øl. Det gjorde vi også. Da vi gik hjem for at sove, hørtes dunkende musik ud over hele pladsen - syv eller otte timer efter, at opvarmningen begyndte.

Hvordan kampen gik, fandt jeg faktisk aldrig ud af - ud over, at hjemmeholdet vistnok vandt. For amerikansk fodbold handler om så meget andet end amerikansk fodbold.

Og nu vi er ved det sportslige, så mødte jeg forleden for første gang på min nu 3000 km lange rejse nogle cykeltosser ligesom jeg. De var fire og slog følge med mig. Og som det altid går, når drenge er sammen, skulle der prøves kræfter. Adrenalin og testosteron begyndte at flyde, og vi kæmpede i al godmodighed om at komme først op på bakketoppene. En dejlig afveksling fra den altid jævne og økonomiske fart, jeg ellers er nødt til at holde.

På kortet herunder kan du zoom ind og se detaljer fra Lars Toft Rasmussens cykeltur tværs over USA. Klik på de grønne cykelryttere og følg linket til Lars Toft Rasmussens artikler.