5 kilo kan sprænge en bus i luften

Mandag d. 17. sep. 2012 kl. 19:17 af Rasmus Lindegård, rasl@tv2.dk, Mads Bisgaard, mbis@tv2.dk, mkij for TV 2 Nyhederne (opd. d. 17/9 2012; 20:00)

Farligt sprængstof fundet i Sydhavnen

Det var et meget usædvanlige fund, en beboer gjorde tidligt i morges i det Københavnske sydhavnskvarter.

En taske med fem kilo plastisk sprængstof blev i dag fundet midt i København. Ifølge TV2 Nyhedernes oplysninger var det en mængde, der kan sprænge en bus i luften.

Sprængstoffet stammer fra Forsvaret og kan være særdeles farligt.

På en industrivej fandt manden en sportstaske fyldt med sprængstof. Og mængden af sprængstof, får politiet til at se på sagen med stor alvor.

Henrik Møller Jakobsen fra Københavns Politi fortæller, at man mandag aften endnu ikke har fundet ud af, hvor sprængstoffet kommer fra, hvorfor det var havnet i Københavns Sydhavn og hvad det skulle bruges til.

"Med de oplysninger vi har i øjeblikket, er alle muligheder åbne. Det er det, de tekniske undersøgelser skal finde ud af," siger han.

Politiet fortæller seneste nyt i sagen om sprængstoffund

TV 2|BREAKING
Print artikelSend til en ven