Politiet har anholdt otte personer flere forskellige steder på Sjælland og sigter dem for at have støttet terror for et større millionbeløb.

De otte er mistænkt for at have indsamlet og formidlet penge til det kurdiske arbejderparti PKK, der er på EU's liste over terrororganisationer.

Gruppen skal igennem de seneste tre år have indsamlet mellem 27 millioner og 140 millioner kroner og sendt dem til PKK. Beløbsstørrelsen varierer alt efter, hvor længe den enkelte har deltaget i den ulovlige finansiering.

Efterforskning startede med ROJ TV
Vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen fra Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet oplyser, at efterforskningen startede, da politiet arbejdede på sagen imod den kurdiske tv-station ROJ TV, som sender fra København.

"Der var i denne sag indikationer på, at der gennem flere år var indsamlet penge i Danmark til fordel for PKK. Meget tydede ligeledes på, at der via PKK-relaterede personer i Danmark var formidlet penge videre til PKK og ROJ TV," fortæller Jens Møller Jensen.

Indsamlingen skal ifølge politiets efterforskning være styret via PKK's selvbestaltede parlament i Danmark, "Dansk Folkesamling", som blev etableret den 5. februar 2012 på et møde på Strandgårdsskolen i Ishøj.

Finansiering har stået på i tre år
Efterforskningen indikerer, at der i perioden fra 2009 til 2012 i Danmark er indsamlet omkring 67 millioner kroner. Pengene er primært hentet i det kurdiske erhvervsmiljø.

I samme periode er der via PKK i Danmark formidlet omkring 140 millioner kroner til PKK.

De otte anholdte er i alderen fra 27 til 71 år (27, 29, 38, 39, 43, 45, 50 og 71 år), og politiet udelukker ikke, at der vil ske flere anholdelser i sagen både herhjemme og i udlandet.

De anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret i morgen med krav om varetægtsfængsling.