Microsoft har kaldt Explorer-virus for "en storm i et glas vand".

Og indtil videre er der tilsyneladende heller ingen danskere, der har mærket konsekvenserne af den it-sårbarhed, som i øjeblikket hærger den flittigt brugte internet-browser, Internet Explorer.

Men danskerne skal ikke vide sig sikre, når de surfer rundt på nettet, siger danske it-eksperter til politiken.dk.

"Jeg tror ikke, det er i dag og i morgen, men vi kommer til at se et omfangsrigt misbrug inden for et par uger, det vurderer alle, jeg taler med. Og så har vi en potentiel trussel mod hr. og fru Danmark," fortæller sikkerhedsekspert Peter Kruse fra sikkerhedsselskabet CSIS Security Group.

Skal tages alvorligt
Hos DK Cert, der er et offentligt og uafhængigt varslingscenter for it-sikkerhed, opfordrer man også danskerne til at tage den potentielle virus alvorligt.

"Risikoen for at den rammer almindelige danskere er der, for Internet Explorer er en af de mest benyttede browsere herhjemme. Så hvis hr. og fru Danmark ikke går på nettet med en anden browser, men fortsætter med Explorer uden at hæve sikkerhedsindstillingerne, så er risikoen til at tage og føle på," siger Shehzad Ahmad, chef hos DK Cert.

Misbrugt mod større virksomheder i USA
Typisk vil de it-kriminelle udnytte Explorer-sårbarheden til at programmere en virus, som indsamler folks brugernavne og passwords, som de derefter bruger til at logge ind på servere og systemer, hvorefter de skadelige koder kan spredes videre til andre systemer.

Explorer-sårbarheden, har fået de tyske myndigheder til at advare alle tyskere mod at bruge browseren.

Og i sidste uge har der været eksempler på, at sårbarheden blev misbrugt mod nogle større virksomheder i USA, fortæller Peter Kruse fra CSIS.