Et stigende antal danskere har fået øjnene op for de ikke bare miljømæssige, men også helt kontante fordele ved et solcelleanlæg. Et anlæg, der med en god placering, kan levere strøm svarende til det årlige elforbrug i en almindelig hustand, kan nu fås for omkring 100.000 kroner.

Det skal holdes op imod, at elpriserne i gennemsnit er steget med cirka fire procent om året de seneste ti år. En udvikling, der efter alt at dømme vil fortsætte, i de kommende år. Samtidigt er priserne på solcelleanlæg næsten halveret.

Med udgangspunkt i et såkaldt 5 kWp-anlæg til de nævnte 100.000 kroner viser beregninger fra Energitjenesten, at anlægget vil betale sig hjem på 10 år, men vil fortsætte med at producere el de næste 20 til 30 år. Samtidigt vil du kunne opnå en skattemæssig gevinst på lidt over 20.000 kr. På en måde kan du sige, at du simpelthen køber dit el for de næste mindst 20 år på en gang, når du betaler anlægget. Du betaler for anlægget en gang og glæder dig over gratis strøm frem til et sted mellem år 2032 og 2042.

Du kan også som privat boligejer tilslutte dig nettomålerordningen, hvor du i princippet bruger elnettet til at lagre din overskudsel fra solcellerne. Når dine solceller laver mere el, end du selv bruger, sendes den ud på elnettet. Når det sker, vil din elmåler begynde at løbe baglæns.

I Danmark er den optimale placering af solceller stik syd og med en hældning på ca. 40 grader. I praksis kan solcellerne dog placeres fra sydøst til sydvest og i en vinkel på mellem 15 og 60 grader, uden at det reducere ydelsen væsentligt.

Du skal regne med, at et anlæg til en almindelig husstand vil kræver et sted mellem 40 og 90 kvadratmeter.

Energitjenesten har ti gode råd til dig, der overvejer solceller.

1) Gå efter et anerkendt kvalitetsmærke
Søg evt. på Google eller i Photon.info's database på modelbetegnelsen eller producentnavn på modulerne, og se om de er nævnt i forbindelse med større projekter, og om fabrikken har repræsentation i EU.

2) Vælg en montør du har tillid til
- og en montør der har erfaring med solceller. Spørg efter en referenceliste, så du selv kan tale med personer med tilsvarende anlæg. Vælg et anerkendt mærke, som er opført på energinet.dk's positivliste, når du skal vælge inverter.

3) Gå efter mindst mulig tab
Solceller taber ydelse med årene, eksempelvis 0,6 % om året. De forskellige firmaer yder garantier. F.eks. 90 % efter 12 år og 20 % efter 25 år.

4) Forlang datablad og dokumentation
Sammen med tilbud bør du forlange at modtage et datablad på solceller og inverter, samt dokumentation på forventet årlig anlægsproduktion.

5) Gå efter solcellemoduler med plus tolerance
- der evt. er individuelt flash-testet med mærkeplade på bagsiden af solcellerne.

6) Tjek solcellemodulernes temperaturkoefficient
Solceller er halvledere og arbejder ved +25 grader. Solcellens arbejdstemperatur ligger typisk i intervallet 45 - 80 grader. De bedste moduler ligger på 0,3 %, mens de ringere kan ligge op til 0,8 % tab pr. grad over 25 grader. Vær opmærksom på at sorte solcellemoduler bliver mere varme end moduler med lys baggrund og lyse rammer.

7) Undersøg virkningsgraden for solceller og inverter
Vær opmærksom på, at virkningsgraden for solceller og inverter bliver dårligere ved øget temperatur.

8) Jævnstrøm har det ikke godt med afstande
Sørg for mindst mulig kabellængde mellem solcellemoduler og inverter. En god kabelinstallation bør ikke give et tab på mere end 1 %. En dårlig kabelinstallation kan hurtigt komme op på 4

9) Tag højde for skygge på solcellerne
Ved skygge bør der i hvert modul være flere serier, der styres af dioder, så færrest mulige celler kobler ud ved skygge. Som en tommelfingerregel skal anlægget være skyggefrit i tidspunktet 9 - 17 i sommerhalvåret.

10) Undersøg solcellernes vægt
Undersøg hvor meget solcellerne vejer og om den ekstra vægt har betydning for din tagkonstruktion. Kontakt din kommune og dit forsikringsselskab og hør, om de har nogen indvendinger i forbindelse med køb af et solcelleanlæg.