En syrisk helikopter er styrtet ned i byen Douma øst for den syriske hovedstad Damaskus.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder i London citerer aktivister for, at helikopteren er skudt ned af oprørere, oplyser nyhedsbureauet AFP.

Statslige medieri Syrien rapporterer derimod, at helikopteren er "styrtet ned".

Oprørsstyrker, der forsøger at vælte præsident Bashar al-Assads styre, har i stadigt stigende omfang angrebet de helikoptere og fly, som præsidenten har brugt til at knuse oprørernes højborge.

Senest blev en helikopter skudt ned i udkanten af Damaskus 27. september.

Kamphelikopterne bomber civile
Oprørere i den nordlige Idlib-provins sagde tre dage senere, at de havde skudt et jagerfly ned i den nordvestlige del af provinsen, tæt på grænsen til Tyrkiet.

Oprørere, der står uden anti-luftskyts, har også gennemført landangreb på luftbaser i den nordlige og den østlige del af Syrien i et forsøg på at begrænse militærets luftstyrker.

Oplysningerne om helikopterstyrtet kommer, mens Det Syriske Nationalråd betegner det sydlige Damaskus som et katastrofeområde, og militæret dynger Al-Hajar Al-Aswad og den palæstinensiske flygtningelejr, Yarmuk, til med granater.

"Kamphelikoptere bomber civile hjem i Al-Hajar Al-Aswad i den sydlige del af Damaskus, hvor de bruger raketter med sprængladninger," siger SNC, Syriens største oppositionsgruppe, til AFP.