Nationalbanken har i dag slået fast, at Danmark ikke kommer ud af krisen i år.

Banken skruer sin forventning til væksten i hele 2012 ned fra 1,6 procent til bare 0,3 procent.

Det kommer samtidig med en ny Megafon-måling, hvor et stort flertal af vælgerne peger på, at flere arbejdspladser er statsminister Helle Thorning-Schmidts vigtigste opgave, hvis hun skal skaffe flere vælgere.

56 procent peger på, at flere job er det punkt, statsministeren bør kaste sig over.

Og det synspunkt bakkes op af tre store banker, der alle forventer, at arbejdsløsheden vil fortsætte med at stige - også næste år.

Uddannelse der ikke kan bruges
I maskinhallen hos Poul Johansen Maskiner i Fårevejle er det også usikkerheden for en fremtid uden job, der spøger.

"Jeg synes, at regeringen skal sørge for at skabe mange nye arbejdspladser," siger Andreas Mathiasen, der er arbejdsmand, til TV 2 Nyhederne.

Egentlig er han uddannet inden for elektronik, men måtte opgive da der ikke er arbejde at få.

"Jeg har en masse uddannelser, som jeg faktisk ikke kan bruge til noget som helst."

Den socialdemokratiske borgmester i området er heller ikke i tvivl om, hvor årsagen til Socialdemokraternes vælgernedtur skal findes.

"Jamen det bliver klart at skaffe nye arbejdspladser. Nu har vi brugt al tiden på at rydde op, skabe orden i økonomien og frem mod 2020. Nu handler det simpelthen også om på kort og på lang sigt at få skabt arbejdspladser og beskæftigelse til helt almindelige mennesker," siger borgmester Thomas Adelskov (S) til TV 2 Nyhederne.

Der er arbejde i sigte
Finansminister Bjarne Corydon (S) siger til TV 2 Nyhederne, at regeringen er enig i, at det er vigtigt at skaffe arbejdspladser.

"Det, vi har gjort, har virket. Havde vi ikke taget de initiativer, der er taget. Så ville du have stået i en langt værre situation. Og ser du fremad, så er de bedste økonomers skøn, at vi skaber 21.000 nye arbejdspladser næste år i forhold til en situation, hvor vi ikke havde taget de initiativer, man nu diskuterer," siger finansministeren.