I går fortalte vi på TV 2 Nyhederne, hvordan vi ved hjælp af et sporingsprogram kunne finde frem til 18-årige Camilla Bechs stjålne computer.

Og der er flere forskellige slags software, der kan hjælpe dig med at finde frem til den bærbare computer eller telefonen, der er blevet stjålet - eller bare er blevet væk.

Det skriver IT-mediet version2.dk.

Gem tyvens Facebook-billede
Et af systemerne hedder 'Prey'.

Det kan finde frem til tyvens gemmested - enten gennem den indbyggede GPS eller via triangulering mellem wifi-hotspots.

Samtidig giver 'Prey' dig mulighed for at overvåge computeren og gribe ind i tyvens aktiviteter

Du kan blandt andet låse computeren, så tyven ikke kan bruge den til noget som helst.

Eller du kan gemme et skærmbillede, når tyven logger ind på sin Facebook-profil. Og så kan du give navn og billede videre til politiet.

Programmet er open source.

Det findes ifølge version2.dk i en gratis udgave og en betalingsversion. Og det kan hentes til Windows, Linux, Mac OS X, Google Android og Apple iOS.

Lås din iPhone
Folk med iPhones kan spore telefonen ved hjælp af funktionen 'Find min iPhone'.

Det giver dig mulighed for at låse telefonen med en firecifret pinkode, hvis den bliver stjålet.

Derudover kan du slette data - som sms'er eller billeder - via fjernadgang, hvis du skulle være bange for at disse skulle blive misbrugt.

Viser det sig, at du bare har glemt telefonen - og får du den tilbage, kan du gendanne data fra Apples skytjeneste iCloud.

GadgetTrak
Et andet program er GadgetTrak, som har mange af de samme funktioner som Prey.

Det fungerer på bærbare pc'er med Windows, iPhone, iPad, iPod Touch og Blackberry.

Programmet tilbydes i en gratis 30-dages prøveperiode. Herefter skal man betale for det.

Android Lost
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt telefonen er stjålet, eller du bare har forlagt den, og den er sat på lydløs - så kan du sætte gang i alarmen på telefonen gennem Android Lost-app'en.

App'en kan hentes i Google Play.

Ved hjælp af app'en kan du også rydde indholdet på telefonen og få dens position plottet ind på et kort.

Herudover kan du få en besked til at poppe frem på skærmen med instrukser til den person, der finder telefonen.

Kender du til andre systemer, kan du komme med dine gode råd nedenfor