En ung mand er i kritisk tilstand, efter han af ukendte årsager hoppede ned i tigerindhegningen i en af New Yorks zoologiske haver og blev angrebet af et af de 180 kilo tunge rovdyr.

Manden blev reddet ud af indhegningen af tililende redningsmandskab, der drev tigeren på afstand med skumslukkere, og siden bragt til det lokale hospital, hvor lægerne nu tilser hans svære kvæstelser.

Den 25-årige mand var passager i en såkaldt monorail, der kørte rundt i dyreparken på en forhøjet jernbaneskinne, da han tilsyneladende selv hoppede ned i tigerindhegningen.

Her var han i 10 minutter alene med den sibiriske tiger Bachuta, som bed ham i blandt andet arm, ben og skulder, oplyser den zoologiske have, der ligger i newyorkerbydelen Bronx.

"Hvis ikke det var for den hurtige reaktion fra vores ansatte og deres evne til at håndtere nødsituationer, ville resultatet havde været meget anderledes," lyder det i meddelelsen fra zooen.

Tidligere på året - i juli - blev en 20-årig mand skambidt og dræbt på stedet i Københavns Zoo, efter han forcerede hegnet til haven og styrtede i tigergraven.

Her blev han slået ihjel af tre angribende tigre i anlægget med et kvælende bid i halsen.

Rovdyrene bed også manden i lysken, og efterfølgende blev liget slæbt op på et forhøjet plateau i midten af anlægget, hvor forfærdede dyrepassere fandt ham om morgenen.